YOGATYPER
YOGA – FOR ALLE
Jeg er uddannet i yogaformen Hatha, men bliver inspireret af flere yogaformer, skaber egne øvelser og små flows. Derfor vil du løbende blive præsenteret for nye øvelser.
Jeg laver variationer af en øvelse, hvor du har mulighed for at mærke efter, om du vil med ‘hele vejen’ i øvelsen eller vil blive i et stræk undervejs. Derfor kan alle være med. Til yoga vil kroppen styrkes, strækkes og smidiggøres med åndedrætsøvelser undervejs, med fokus på bindevævet (væv, som binder hele kroppen sammen i et ‘edderkoppespind’ omkring muskler, sener, knogler og organer).
YOGA – KUN FOR MÆND
Alle kan deltage på dette festlige hold. Der er plads til verbale sjove udbrud, masser af grin, snorken under afspænding, men bestemt også koncentration og nærvær.
Fornemmer du at kroppen er blevet mindre fleksibel, måske mærker du ømhed eller smerte, eller behov for styrke af muskler, så træner vi styrke, stræk og smidighed kombineret med åndedrætsøvelser – hele kroppen bliver bevæget.
YOGA – MED BRUG AF STOL
På dette hold vil næsten alle yoga-øvelser vil blive udført på en stol, og du kan også være med.
Vi starter med en sang med dejligt klare morgenstemmer, som aktiverer og træner lungerne.
Du vil blive præsenteret for enkeltøvelser og små sammensætninger (flows), hvor vi også træner hjernecellerne og lattermusklerne. Hele kroppen arbejdes igennem med styrke, stræk, koordination, smidighed, åndedræts- og holdningsøvelser.
Det er muligt at blive på stolen eller slutte af på yogamåtten med yogaøvelser og afspænding.
YOGA – KUN FOR MÆND BL.A. MED BRUG AF STOL
På dette hold vil stolen bruges som et støtteredskab i nogle yoga-øvelser, men vil ikke blive anvendt gennem hele timen, som på holdet ‘Yoga – med brug af stol’.
Vi starter med en sang med dejligt klare morgenstemmer, som aktiverer og træner lungerne.
Du vil blive præsenteret for enkeltøvelser og små sammensætninger (flows), hvor vi også træner hjernecellerne og lattermusklerne. Hele kroppen arbejdes igennem med styrke, stræk, koordination, smidighed, åndedræts- og holdningsøvelser. Undervejs benyttes som sagt en stol, blandt andet til skulder- og nakkeøvelser, eller som støtte i stående øvelser. Alle kan deltage, også selvom du ikke har prøvet yoga før.
POWERYOGA
Du vil blive præsenteret for flere styrkende øvelser for hele kroppen kombineret med stræk og smidighed. Vi ved, hvad en stærk krop gør ved vores velbefindende og helbred. Vi kan forebygge fysiske problemer, f.eks. dårlig ryg, vi styrker hjerte, og kan forebygge livsstilssygdomme.
Poweryoga er mere fysisk krævende, men hvor der også er ‘luft’ og plads til grin.